Ulovlige julegæs i Nordsjælland
| december 24, 2011 | Posted by admin under Jule Nyt |
Fødevarekontrollens Rejsehold har her dagen før dagen konfiskeret juleænder, gæs og kalkuner under en kontrolaktion hos en ulovlig og uautoriseret slagter på Gurrevej 286, 3000 Helsingør.
Flere forbrugere skal nok ud og se sig om efter nye ingredienser til julemenuen efter at Fødevarekontrollens Rejsehold her dagen før dagen konfiskerede knap 100 juleænder, gæs og kalkuner under en kontrolaktion hos en ulovlig og uautoriseret slagter på Gurrevej 286, 3000 Helsingør og hos en aftager i Holte
Slagtning og forarbejdning af ænder, kalkuner og gæs forgik i en container uden rindende vand og under stærkt uhygiejniske forhold. Fødevarekontrollens Rejsehold har kendskab til salg af omkring 250 stykker fjerkræ fra adressen og konfiskerede også mere end 60 stykker fjerkræ leveret til Holte Ostelager på Kongevejen 31 i Holte.
Den ulovlige slagter kan nu se frem til et rap over fingrene i form af en bøde. Ostehandleren har bl.a fået et påbud om at destruere det ulovlige fjerkræ.
Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har købt juleænder, gæs og kalkuner, der stammer fra den ulovlige virksomhed til at kassere dem, da de ikke har været underlagt hverken fødevare- eller dyrlægekontrol.